Tilladelse fra andre myndigheder

Politiet       

Vejmyndigheden giver med samtykke fra politiet tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).

Vejdirektoratet

En del af planområdet ligger inden for vejbyggelinjen langs Slagelse Landevej. Vejbyggelinjen er vist på planens kortbilag 2.

På vejbyggelinjens areal må der ikke uden Vejdirektoratets tilladelse bygges nyt eller ændres på bygninger, der ligger inde på en del af arealet.

Desuden kræver følgende anlæg en tilladelse fra Vejdirektoratet såfremt de ligger inden for byggelinjens areal:

  • Anbringelse af faste genstande, reklamestandere eller lignende. Det kræver Vejdirektoratets tilladelse at opføre en pylon
    indenfor vejbyggelinjen. En konkret ansøgning skal indeholde oplysninger om pylonens placering, størrelse og forhold til omgivelserne og fremsendes til Vejdirektoratet.
  • Ledningsarbejder
  • Anlæg af støj- eller jordvold, støjskærm eller
  • Anlæg af P-pladser, interne veje eller udstillingsarealer mv.

Lokalplanen sikrer, at der minimum skal etableres 30 p-pladser på ejendommen til opfyldelse af kommuneplanens parkeringsnorm. Der planlægges med etablering af i alt 50 p-pladser på ejendommen, hvoraf de 6 p-pladser ønskes etableret på det vejbyggelinjepålagte areal langs Gørlev Landevej, som vist på kortbilag 2. Det betyder, at parkeringsnormen vil kunne opfyldes med det antal p-pladser, som etableres uden for det vejbyggelinjepålagte areal, og p-pladserne på det vejbyggelinjepålagte areal vil dermed være ”overtallige” i forhold til opfyldelsen af parkeringsnormen.

Konkret ansøgning om etablering af parkeringspladser indenfor vejbyggelinjen skal fremsendes til Vejdirektoratet med henblik på konkret sagsbehandling i henhold til vejlovens § 40, stk. 2. En evt. tilladelse må forventes at blive betinget af, at der tinglyses sædvanlige fjernelsesvilkår.

Ledningsejere

Ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og TV-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Ved transport og arbejder nær lav-/højspændingsluftsledninger og jordkabelanlæg skal man være opmærksom på respektafstande hertil.