Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af henvendelse fra en privat udvikler der ønsker at etablere en ny dagligvarebutik i Rørby. For at sikre god synlighed og tilgængelighed til butikken ønsker udvikler at butikken placeres på det sydøstlige hjørne af rundkørslen ved Gammel Sorøvej og Slagelse Landevej.
Butikken skal understøtte lokalområdets forsyning af dagligvarer og samtidig understøtte dagligvareforsyningen for borgerne i de omkringliggende landsbyer Årby, Ugerløse, Bastrup, Kærby og nærområdet i øvrigt.
Lokalplanen er udarbejdet for at muliggøre etablering af en ny dagligvarebutik i Rørby ved at udlægge områdets anvendelse til blandet bolig og erhverv.
En ny dagligvarebutik vil få et bruttoetageareal på op til 1.200 m², med tilhørende parkeringspladser, kundevognsskur og overdækket varegård.
Der skal i forbindelse med lokalplanen og områdets nye anvendelse udarbejdes et kommuneplantillæg og en detailhandelsredegørelse.
Lokalplanområdets beliggenhed i Rørby By (Hvid markering). Luftfoto optaget 2023
Lokalplanområdets beliggenhed i Rørby By (Hvid markering). Luftfoto optaget 2023
Lokalplanområdet
Planområdet ligger i landsbyen Rørby, cirka 5 km sydøst for Kalundborg. Planområdet ligger i udkanten af byen i krydset Slagelse Landevej/Gammel Sorøvej.
Lokalplanområdet omfatter matr.nr. 21b, 21f, 17a, og 17c, Rørby By, Rørby.
Det samlede lokalplanområde udgør et areal på ca. 5.200 m². Bygningsmassen på de fire ejendomme inden for området udgør fire beboelsesejendomme samt en tømrer- og snedkerforretning. Store dele af området er parcelhushaver med gamle træer, hæk, buske og tætklippede græsplæner.
Områdets højdeforskelle varierer ca. 4.5 m med det mest markante fald fra Bakkegårdsvej ned mod Gl. Sorøvej ved eksisterende indkørsel til Matr. 17c.
Områdets ejendomme vejbetjenes fra hhv. Gammel Sorøvej og Bakkegårdsvej, via tre eksisterende overkørsler. Området ligger i byzone og er i dag benyttet primært til boligområde. Området er ikke tidligere lokalplanlagt, men er omfattet af kommuneplanramme til boligformål.
Rundkørsel på Slagelse Landevej med del af lokalplanområdet til venstre.
Kig fra rundkørsel mod øst ad Gl.Sorøvej med del af lokalplanområdet til højre.
Lokalplanområdets omgivelser
Mod nord afgrænses lokalplanområdet af Gammel Sorøvej der er den fungerende hovedgade gennem Rørby. Fra Gammel Sorøvej løber en række villaveje ud til de øvrige boligområder i Rørby.
De tilgrænsende ejendomme mod øst og syd består af åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse. Længere mod syd ligger Rørby Skole samt idrætsanlægget Rørby Hallen.
Mod vest, på den anden side af Slagelse Landevej, ligger Rørby Kirke der markerer indkørslen Rørby som en slags byport. De nære omgivelser omkring kirken er fredet, dog kun på den vestlige side af Slagelse Landevej. Kirkens omgivelser er omfattet af Kulturhistorisk bevaringsværdi som skal understøttes. For Rørby kirke vurderes særligt indsigten fra nord og syd ad Slagelse Landevej, samt fra øst ad Mogensbakke som værdifulde. Ca. 1 km længere mod vest ligger nabolandsbyen Årby.
Kirken set fra Gl Sorøvej
Kirken og præstegården set ved ankomst nordfra.