Lokalplanen fastlægger områdets anvendelse til boligformål og sikrer gode fælles opholdsarealer ved at have flere mindre, grønne områder tæt på den enkelte bolig samt større områder med plads til bl.a. leg og boldspil. Gennem bestemmelser for bebyggelsen, veje og stier samt de ubebyggede arealer, sikres god visuel og fysisk sammenhæng med det omkringliggende landskab og den eksisterende by.
Bebyggelsesplanen udformes så den udnytter og inddrager eksisterende landskabelige kvaliteter, bl.a. ved at udlægge veje, parkeringsarealer og fortove/stier, der udover at skabe fysiske forbindelser skaber kig til Tømmerup Banke mod syd, det åbne land mod øst og et kig mellem de to grønne områder, som er udlagt til regnvandshåndtering.
I delområde 1 består bebyggelsen af stokke. Centralt i bebyggelsen udlægges et større parkeringsareal, som begrønnes og skaber en grøn forbindelse af træer og beplantning mellem det grønne område i nord med Kalundborg Forsynings bassin og det kommende grønne område til regnvandshåndtering mod syd, udlagt gennem Lokalplan nr. 595 for boligområde ved Tømmerup Banke. Langs parkeringsarealet udlægges en dobbeltrettet fællesti, hvor der bliver god mulighed for at mødes på tværs af beboerne.
I delområde 2 placeres bebyggelsen, så den danner tre, intime gårdrum. Vejen lægges i randen af bebyggelsen med stikveje til de tre gårdrum. Der plantes en varieret beplantning med bl.a. store træer, der forbinder bebyggelsen til de eksisterende levende hegn og til træ- og skovbevoksningen mod syd og til overdrevsbakkerne.
I delområde 3 fastholdes det grønne, rekreative område med eksisterende regnvandsbassin.
Boligerne opføres som en gårdrums- og stokbebyggelse, hvor hver gårdrum og stok er opdelt i et antal rækkehuse. Gårdrummene danner hver deres klynge af huse, der bryder bebyggelsen ned til mindre skala.
Stokkene orienteres så de længste facader er orienteret mod nord/syd. Herved skabes der et rum mellem husene, som skaber kig mod det åbne land. Variationen i bebyggelsen og rummene mellem bebyggelsen betyder, at området kommer til at byde på forskellige oplevelser, som er med til at skabe et interessant område.
Området vejbetjenes fra syd via en sidevej af Tømmerupvej. Vejen samt det centrale parkeringsareal opbrydes af passager og vejchikaner, som dæmper trafikken og sikrer, at der er gode fysiske forbindelser til næromgivelserne for den bløde trafikant.
I henhold til rammebestemmelserne i kommuneplan 2021, udlægges der minimum 20% fælles grønne friarealer, både mellem husene og som fælles legeområder/opholdsarealer.
Zoneforhold
Lokalplanområdet ligger i byzone og forbliver i byzone efter lokalplanens endelige vedtagelse
Områdets anvendelse
Området skal anvendes til boligbebyggelse.
Udstykning
Området kan udstykkes til individuelle rækkehuse. I det tilfælde skal der oprettes en grundejerforening.
Vej-, sti- og parkeringsforhold
Ankomsten til området sker fra en sidevej af Tømmerupvej. Den nye boligvej forløber langs bebyggelsen. Fra denne er der adgang til en stor central parkeringsplads og vendeplads i delområde 1, langs hvilken der anlægges en dobbeltrettet fællessti, som binder boligområdet sammen og som sikrer en god forbindelse mellem de tilstødende blågrønne områder mod hhv. nord og syd. Lokalplanområdet kobler sig på Skolevænget gennem stier. I delområde 2 er der adgang til parkering i gårdrummene samt langs vejen. Gennem krav om vejbump reduceres hastigheden på boligvejen.
Belysning på områdets veje og stier må maksimalt have en lyspunkthøjde på 4,2 meter med nedadrettet lyskilde med stor spredning. Der skal anvendes lyskilder i hvide eller gule nuancer, og ingen belysning må give anledning til blænding af forbipasserende eller naboer.
Princip for parkeringsareal i delområde 1.
Princip for vejprofil i delområde 2.
Princip for fodgængerpassage 1 i delområde 2.
Lokalplanen udlægger en række passager, som har til formål at synliggøre den bløde trafikants krydsning med enten vejen eller det store parkeringsareal i delområde 1. Dette medvirker til at gøre forholdene for den bløde trafikant bedre, samtidig med at de store befæstede arealer opbrydes og dermed visuelt opleves mindre. Passage 1, som er vist principielt ovenfor, er af en særlig vigtig karakter, da den skal kobles sammen med en hovedsti i naboområdet, udlagt gennem Lokalplan nr. 595.
Bebyggelsens omfang og placering
Bebyggelsen opføres som stokke i én og/eller halvanden etage. Stokkene er opdelt i maksimalt 120 boliger. Bebyggelsen må maksimalt være 8,5 meter høj fra et niveauplan, som skal sikre rimelige bebyggelsesmuligheder iht. koteringsplanen, jf. bilag 5. Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom inkl. andel af det fælles friareal fastsættes til 45 %. Lokalplanområdet som helhed har en bebyggelsesprocent på omkring 20 %, idet der er indtænkt grønne arealer, opholdsarealer og arealer til regnvandshåndtering. Lokalplanen fastlægger, at bygningskroppene ikke må have en dybde på mere end 11 m. Dette reducerer det mulige fodaftryk af bygningen, i det tilfælde at den fulde bebyggelsesprocent for den enkelte ejendom udnyttes - og hermed sikres fortsat lys og luft mellem bygninger, og det befæstede areal minimeres af hensyn til håndtering og afledning/nedsivning af regnvand.
Langs områdets østlige skel skal bebyggelsen holde en afstand på 4 meter til skel for at sikre plads til en stiforbindelse.
Bebyggelsens ydre fremtræden
Boligbebyggelsen opføres med facader i naturligt udseende materialer, der eventuelt kan varieres i farver og/eller fugefarve. Facadematerialer kan være blank murværk eller fremstå pudset, skærmtegl, træbeklædning eller beklædning med indfarvede, cementbundne plader.
Bygningernes tage udføres med mat tagbeklædning. Tagmaterialer kan være tegl- eller betontagsten, profilerede metalplader (dog ikke i teglprofil), tagpap eller begrønnet med sedum/ stenurter.
Mindre bygninger som private depoter og dagrenovationsskure kan opføres i de materialer, der er
tilladt for hovedbygningerne, afstemt med boligernes facadematerialer.
Der må kun skiltes med almindelig færdselsskiltning i lokalplanområdet. Det betyder at der kun må opsættes skilte med vejnavne og husnumre, samt godkendte færdselsskilte.
Ubebyggede arealer, beplantning og hegning
Fællesarealerne består dels af de grønne arealer, der er placeret ved bygningerne og dels af et større samlet grønt område mod Skolevænget. På dette område vil der blive etableret en lille legeplads med udstyr.
De fælles grønne arealer vil fremstå med en blanding af klippet græs, samt områder der holdes som naturlige / ”vilde” enge. Der vil blive plantet mindre trægrupper samt større træer indenfor lokalplanområdet. Indenfor lokalplanområdet skal der skal etableres mindst 6 træer, der kan vokse sig store, f.eks. lind, eg, røn og avnbøg. Dette skal medvirke til at styrke en potentiel økologisk forbindelse udpeget i Kommuneplan 2021. Der etableres så vidt muligt beplantning som afskærmning om parkeringsarealeer og hovedstier. Parkeringpladser skal udføres med græsarmering (undtaget handicapparkeringspladser).
Al beplantning skal være hjemmehørende og egnskarakteristisk, iht. lokalplanens bilag A.
I delområde 3 skal eksisterende beplantning mod Skolevænget i videst muligt omfang bevares, dog må dele af beplantningen ryddes for at skabe nye fysiske og/eller visuelle forbindelser, herunder en ny sti mellem lokalplanområdet og Skolevængets sydlige del. I forbindelse med anlæggelse af hhv. vej, stier og bebyggelse bør eksisterende beplantning sikres med byggepladshegn langs træernes drypzone i hele byggeperioden for at sikre træernes overlevelse.
Hegning skal være levende hegn, men kan suppleres af trådhegn indvendig. Som adskillelse mellem de private terrasser kan der etableres fast hegn. Disse hegn skal placeres vinkelret på en beboelsesbygning. De må maksimalt være 1,8 meter høje.
Tekniske anlæg
Parkeringspladser skal forberedes til at der kan opsættes ladestandere til biler iht. ladestanderbekendtgørelsen. Der skal etableres 1 lade-stander pr. 10 boligenheder i forbindelse med byggeri i området. Ladestanderne skal leve op til kravene i § 6 i Bekendtgørelse nr. 181 af 5. marts 2020 om forberedelse til og etablering af ladestandere i forbindelse med bygninger.
Grundejerforening
Såfremt området udstykkes skal der oprettes en grundejerforening med medlemspligt for samtlige ejere af ejendomme indenfor lokalplanområdet. Grundejerforeningen har bl.a. pligt til drift af anlæg til håndtering af regnvand.
Det er jordejeren, der udstykker lokalplanområdet, som varetager drift og vedligeholdelse indtil en fælles grundejerforening er oprettet.